Agency & Client Manager - Aller Media - 2024
Agency & Client Manager
Er du en resultatorienteret og ambitiøs salgsprofil, der elsker at jagte dine mål, nå dem og mere til? Nyder du at drive dit salg gennem telefonen og afholde salgsmøder? Og ved du præcis, hvordan og til hvem du skal sælge digital annoncering?
Så har vi den perfekte rolle til dig.
Om Aller Media
Du kender helt sikkert allerede os og vores medier så som BILLED-BLADET, Familie Journal, femina, SE og HØR, Heartbeats og Vi Elsker Serier.
Vi har 10 dynamiske brand sites og 10 velkendte printmedier, 114 mio. sidevisninger pr. måned og 1,5 mio. følgere. Altså en af de stærkeste platformei Danmark for virksomheder til at få eksponering og trafik.
I vores salgsafdeling sidder vi 16 dedikerede medarbejdere og hjælper nogle af Nordens største virksomheder med at få deres budskaber leveret igennem sponsorerede artikler, videoer og podcasts samt banner, video og printannoncering.
Vi er i fuld gang med en digital transformation i hele Norden, hvor vi bestræber os på at få en endnu mere proaktiv, opsøgende og kommerciel tankegang. Du vil spille en aktiv og væsentlig rolle i denne spændende udviklingsproces.
Om rollen
Som Agency & Client Manager handler det først og fremmest om at nå dine salgsmål. Det gør du i en hverdag med disse opgaver og ansvarsområder:
- Identificere og etablere nye kunderelationer, primært gennem proaktiv telefonkontakt
- Overvåge og styre salgsprocessen fra lead screening til mødebooking og salgsafslutning
- Anvende data og analyser til at optimere salgsindsatsen og sikre værdifulde kundeoplevelser
- Opbygge og styre en pipeline, der garanterer dig altid at være med på dine mål.
Vi leder efter dig, der:
- Har minimum 3 års erfaring med salg af digital annoncering (Paid Ads, SEO, medieløsninger m.m.)
- Taler og skriver både dansk og engelsk flydende
- Har en stærk CRM-disciplin og motiveres af at holde øje med din pipeline
- Arbejder struktureret og systematisk med kunder og samarbejdspartnere
- Trives med performance og at blive målt på resultater og indsatser
- Er god til at lytte til andre, aflæse og forstå deres behov og formidle overbevisende baseret på modtageren
- Trives i et uformelt miljø og gerne vil bidrage til at opretholde den gode stemning på kontoret, når du ikke er i performance-mode.
Det er en fuldtidsstilling med opstart hurtigst muligt og med base i Aller Huset på Havneholmen i København.
Tilbuddet du ikke kan afslå
Som Agency & Client Manager i Aller Media får du først og fremmest en af Danmarks stærkeste platforme og en bred vifte af digitale annonceringsprodukter at sælge til dine kunder. Det giver dig de bedst mulige betingelser for at få taletid, møder i bogen og et salg med hjem hver gang.
Derudover får du en leder og et team af kollegaer, der alle er ambitiøse, passionerede omkring mediesalg, har stor erfaring og en kultur, hvor man driver hinanden til succes i en hverdag med smil på læben.
Og så selvfølgelig de praktiske ting som en konkurrencedygtig grundløn med målbonus, en fleksibel hverdag med frihed under ansvar, en arbejdsplads på Havneholmen i lækre omgivelser med nævneværdig udsigt og en klasse kantine, firmatelefon og computer osv.
Okay, jeg er klar – hvordan får jeg jobbet?
Vores rekrutteringsproces er ligetil.
Kan du nikke ja til de syv bulletpoints under ”Vi leder efter dig, der…” så klikker du bare på ’Easy Apply’ og vedhæfter dit CV. Ser vi et match, ringer vores eksterne rekrutteringspartner dig op til en kort telefonsamtale, hvor du og de får mulighed for at høre mere. Derefter vil du blive bedt om at udfylde en kort online adfærdsprofil, da vi går lige så meget op i at ansætte en person, der som menneske matcher både rollen og organisationen.
Er der grobund for et match, vil du blive inviteret videre til to interviews hos os, så både du og vi kan være helt sikre på, at matchet er der. Det er jo en stor beslutning at få nyt job og en ny kollega.
Ansøgningsfristen er fredag d. 13. september 2024, men vi indkalder løbende relevante kandidater, så smid endelig din ansøgning afsted, så snart du kan.
Vi glæder os til at høre fra dig
Aller Media – et innovativt mediehus
Hos Aller Media bliver du en del af et fremsynet mediehus, centralt i København og lige ud til vandet. Vi er et dedikeret hold af specialister, som hver dag skaber kvalitetsindhold og engagerende produkter og oplevelser, der gør os til et af Nordens førende mediehuse.
Et godt arbejdsmiljø og glade medarbejdere er altafgørende for, at vi lykkes, og med et hav af forskellige baggrunde, fagligheder og kompetencer, formår vi at opretholde et højt professionelt niveau, mens vi komplimenterer hinanden og samarbejder respektfuldt på tværs af organisationen. Det betyder bl.a., at du har rig mulighed for at præge dit arbejde og udvikle dig både fagligt og personligt.
Kollegaer
Agency & Client Manager - Aller Media - 2024
Indlæser ansøgningsskema